Jeg presser mit ansigt imod vinduets glas
Dømmer verden som driver forbi
I stjerne fryd skabt af mit håb
Mit håb skabt af den forbipasserende verden
En hvid killing passere forsigtigt mine ben
Bærrene mit menneskelige hjerte
Gnubber sig kælent op af min menneskelige hud
Strygere holder den samme tone i baggrunden
Danser let på mine rustne nerver
En stemme hviskende i mit øre
Verden på den anden side skal ikke værre til din bekymring
Al min sorg stakker sig op omkring mig
Grim, ynkelig og ubrugelig
Engles kald er mig nær
Stadig er deres kaldende ord utydelige
Svagt skærene i mit hullet hjerte
Jeg fylder med tåre
Grim, ynkelig og ubrugelig
Mine øjne lukkes, et farveløst rum
Et ansigt toner sig stille frem
Jeg genkender, en skønhed
Den skønneste af dem alle
Du som fyldte mit menneske hjerte med kærlighed
Denne gang med noget at se frem til
Jeg takker med glædessmil
Skriver hendes navn med blæk
Og kysser det gentagende
Hvisker til glasset, tak
Jeg mangler intet
Skøn, glædesfuld og pludselig brugelig
Ingen kommentarer:
Send en kommentar