Ønskeben

Jeg valgte et ben

Du ønskede hemmeligt

Himlen den splintrede

Isvinter braste ind af døren

Den var kold og ond

Slog hårdt som faders hånd

Jeg skreg efter stjerner

Bedende i et hav af tåre

Jeg var født af sten

Hugget ud med mejsel og hammer

Forvandlet til kviste

Forvandlet af bare et ønske

Kvistene knækkede let

Knækkede let i elskers hånd

Tungen rådnet hurtigt

Mine ord var som smuldrende jord

Lammet af kulde

den eneste bevægelse en trillende tåre

frøs til is i djævelens hånd

udstillet for de retfærdiges spyt

min sidste tåre var min vej til nu

min sidste tåre falder evigt

Mit sande jeg kom til udtryk i skrækkelige skrig

Et ønskeben et ønskeben det knækkede inden i

Undskyld vil jeg gerne sige undskylde for mit sande jeg

Et ønskeben et ønskeben det knækkede i min krop

Når vi dør

vil en rose blomstre i himlen

Når vi dør

vil et mørke opsluge solen

Her på de sene aften timer, satte jeg mig til at læse mine tekster igennem, og med Death in June i ørene der spiller death in the west, her i skæret fra min bordlampe, fik jeg en ustyrlig lyst til at poste en noget ældre tekst jeg har skrevet en gang for længe siden i en ikke ædru tilstand. En tekst der gav fødsel til en musik stil, jeg har valgt at kalde for Junkie blues. Drunken poetry skal ikke undervuderes, det er oftes i en rus man er sand mod sig selv, og det smukkeste er at man oftes næste morgen har glemt sin tekst, sin egen ærlighed, og må tage på jomfru rejse igennem teksten næste dag, og det er der man finder ud af om teksten kan bruges eller ej.. stiger pulsen, banker hjertet hurtigere, triller en tåre, dire læberne, lukkes øjnene, holdes vejret.... så smil.