Flammen som dannes på svovlhovedet,
stryger over mit ansigt som en let brise.
Det første hvæs af min trøstende smøg nyder jeg,
som vidste jeg det var mit sidste.
Er jeg skaber af noget uforglemmeligt og smukt,
eller vil min sjæl skrige af smerte, glemt i intetheden.
Jeg hvisker mine bønner forsigtigt til mørket,
mine ord af støv der bærer højt mit skrøbelige håb.
Tårene falder kolde og oprigtige på asfaltens hårde flade,
som koldt afviser min sårbare menneskelighed.
Den usynliges ord dannes fra engles sang,
og byder forførende mit kød op til de dødes dans.
AF Magnus H.
2 kommentarer:
Kunne herren ikke tænke sig, at digte lidt om en rose der ikke er forkullet, begravet eller død på kirkegård... mere om en elefant og en ballon - du ved.
Eller poesi fra en boghandler- Atlså noget nyt - Helst.
Og sne. meget mere sne tak.... (Hømf!)
Send en kommentar