Mørke dage venter

Frem og tilbage har jeg vandret disse mørke gader
Jeg går dem langsomt fordi jeg går og spekulere
Hvorfor lygternes lys dør ud når jeg passere
Hvorfor jeg mødte en pige som jeg så lige igennem
Jeg har prøvet at bede men det forblev det samme
Jeg er tilgivende men også svag

Hver gang jeg prøver at komme tilbage på rette spor
Er der et tungt mørke der langsomt sniger sig ind på mig
Befri mig fra disse lænker skriger jeg i natten
Jeg har fundet min frelser på bunden af en flaske
Når frelser har talt er jeg ydmyg som en hund
Jeg kravler langs mit træ gulv og hyler af månen

Jeg bliver ved med at gå disse gader til jeg falder sammen
Mørke dage venter mig
Jeg græder bange, prøver ikke at tabe mig selv
Kryber ind til den nærmeste favn men skubber hurtig fra
Jeg har mangel på tro og har ingen beroligende ord
Men i min rygende cigaret finder jeg dog en smule trøst





Skræmmende er det, men dog tilføjer det også en del glæde til mig... Skræmmende at denne tekst er skrevet af mit gamle jeg, og teksten er sand... Jeg har tilbragt år i mit liv, nede i det man kalder for det sorte hul. Intet lys at se, ingen kant at gribe fat i, ingen overflade at nå... Bare mørke, fortvivelse og følelsen af at håbet formindskes...

Glæden kommer til mig, fordi jeg som menneske er kommet videre... Jeg har fundet glæden, skabt et optimistisk sind, beskæftiger mig i min hverdag med arbejde og hobbyer jeg finder en stor glæde i, og kærligheden smiler til mig med jordens dejligste smil....

Denne tekst er skrevet for en tre eller fire år siden, og jeg er meget glad for den, da jeg selv syntes det er en god tekst..
Vi lagde musik til den med Manchild, det resulterede i et næsten 20 min. langt eksperimentalt nummer med et brag af en outro, en masse vræl, skirg, raining guitar riffs og tunge trommer...

Ønskeben

Jeg valgte et ben

Du ønskede hemmeligt

Himlen den splintrede

Isvinter braste ind af døren

Den var kold og ond

Slog hårdt som faders hånd

Jeg skreg efter stjerner

Bedende i et hav af tåre

Jeg var født af sten

Hugget ud med mejsel og hammer

Forvandlet til kviste

Forvandlet af bare et ønske

Kvistene knækkede let

Knækkede let i elskers hånd

Tungen rådnet hurtigt

Mine ord var som smuldrende jord

Lammet af kulde

den eneste bevægelse en trillende tåre

frøs til is i djævelens hånd

udstillet for de retfærdiges spyt

min sidste tåre var min vej til nu

min sidste tåre falder evigt

Mit sande jeg kom til udtryk i skrækkelige skrig

Et ønskeben et ønskeben det knækkede inden i

Undskyld vil jeg gerne sige undskylde for mit sande jeg

Et ønskeben et ønskeben det knækkede i min krop

Når vi dør

vil en rose blomstre i himlen

Når vi dør

vil et mørke opsluge solen

Her på de sene aften timer, satte jeg mig til at læse mine tekster igennem, og med Death in June i ørene der spiller death in the west, her i skæret fra min bordlampe, fik jeg en ustyrlig lyst til at poste en noget ældre tekst jeg har skrevet en gang for længe siden i en ikke ædru tilstand. En tekst der gav fødsel til en musik stil, jeg har valgt at kalde for Junkie blues. Drunken poetry skal ikke undervuderes, det er oftes i en rus man er sand mod sig selv, og det smukkeste er at man oftes næste morgen har glemt sin tekst, sin egen ærlighed, og må tage på jomfru rejse igennem teksten næste dag, og det er der man finder ud af om teksten kan bruges eller ej.. stiger pulsen, banker hjertet hurtigere, triller en tåre, dire læberne, lukkes øjnene, holdes vejret.... så smil.